Lys

Oljelamper

I den klassiske oldtid var oljelamper uundværlige, fordi der ikke fandtes elektrisk belysning. Folk levede stort set med dagslyset, og lamper sørgede om aftenen for lys i huse, villaer og byer. Som brændstof brugte man hovedsageligt olivenolie og animalsk fedt, men også nøddeolier som hasselnødde- og valnøddeolie, især i regioner hvor olivenolie var dyrt eller sjældent.

En oljelampe bestod af et reservoir til olie og en tud med væge. For lange væger forårsagede meget røg og lugt, derfor skulle de regelmæssigt justeres med en syl. Lamper skulle dagligt fyldes op og tændes igen. Der var enkle lerlamper, men også rigt udsmykkede bronzearter.

Arkæologer skelner mellem forskellige typer lamper via typologier (som Bailey og Loeschcke). Græske lamper var små, ofte uden håndtag og godt forseglede mod spild. I romertiden blev lamper masseproduceret i forme i Italien: lukkede modeller med dekorativ skive og forskellige tudformer. I den sene kejsertid og byzantinske periode optrådte rigt dekorerede, nogle gange flerflammede lamper med hedenske og kristne symboler.

Oljelamper havde udover en praktisk også en religiøs funktion. De optrådte på lararia (husaltre) og bar symbolik: den opstigende ild blev set som en form for offer til guder og husguder. Denne tradition fortsatte i den tidlige kristendom, hvor lamper og senere lys fik en tilsvarende rolle.

Samtidig udgjorde åbne flammer en stor brandrisiko. Derfor gjaldt der regler omkring brug af ild, og beboere skulle have slukningsmidler som vand, eddike, klude og spande i huset. Brandslukning blev normalt udført af naboer og beboere selv, uden professionel brandvæsen.